Tiden fra 2005 til september 2008 kunne virke højst skizofren for dem, der forsøgte at sætte sig ind i, hvad der foregik i den økonomiske verden.

Hvis man holdt sig til mainstream-pressen, så det ud til at alt åndede fred og idyl, men hvis man dristede sig til at kigge i visse nettidsskrifter, så man, at der blev malet i de sorteste farver.

Artikel efter artikel spåede en snarlig krise, som sandsynligvis ville blive værre end den, vi oplevede i trediverne.

For en lægmand var det umuligt at danne sig et klart billede. Pessimisterne lød meget overbevisende, men man kunne jo ikke udelukke, at de var en slags professionelle grædekoner, som ikke kunne undvære at blæse i dommedagsbasun og udmale den værst tænkelige skæbne.

Man var nødt til at vente og lade tiden afgøre sagen, hvilket tiden da også gjorde på en meget håndfast måde september 2008.

Mainstream-økonomerne reagerede højst besynderligt. Det virkede som om de var oprigtigt forbløffede over det der pludselig skete om ørene på dem.

                                               Således udtalte Janet Yellen:

“For my own part,” Ms. Yellen said, “I did not see and did not appreciate what the risks were with securitization, the credit ratings agencies, the shadow banking system, the S.I.V.’s — I didn’t see any of that coming until it happened.”

  Janet Yellen har nu overtaget posten som chef for The Federal Reserve, efter Ben Bernanke.

Vi andre sidder måbende tilbage. Helt ærligt - når en platfodet lægmand uden besvær kunne finde stakkevis af velargumenterende artikler med kritiske vurderinger fra særdeles kompetente økonomer, så er det svært at tro, at en uddannet fagøkonom ikke kunnne gøre det samme.

Og spørgsmålet melder sig: Hvorfor reagerede de ikke? Hvad foretog de sig i årene op til krisen?  Svaret blæser i vinden.   

HVAD VAR DET DER SKETE MED DENNE HER HUSBOBLE?

Gennem længere tid var boligerne i USA steget kraftigt i pris, og bankerne gjorde alt, hvad de kunne for at formidle lån til folk, der havde en rimelig chance for at klare afdragene.

Jo flere købere jo større prisstigninger og jo flere lån jo større fortjeneste. En dag var der ikke flere solide købere tilbage, og hvis man ville bevare presset på boligmarkedet og dermed de høje priser, havde man kun den mulighed tilbage at give lån til folk, der ikke var betalingsdygtige - det var de berømte subprimelån.

Bankerne begyndte at give lån uden at stille spørgsmål af nogen art, ja undertiden hjalp de kunderne med at forfalske papirerne, så alt så bedre ud end, det var.

Da kunderne var højst usikre betalere, blev deres kontrakter en del skrappere, sådan at man ville tjene mere på deres lån - forudsat at de blev betalt. Det kom til at ligne rigtig attraktive papirer med højt afkast, og dem solgte man videre til højre og venstre med god fortjeneste.

For at gøre det hele mere ugennemskueligt, splittede man lånene op og bundtede dem med gode og dårlige lån mellem hinanden og solgte dem under betegnelsen SIV - Structured Investment Vehicle.

Lånene var som nævnt højt vurderet, og en del banker brugte dem selv som sikkerhed for deres udlån.

Nu var kunderne ikke så dumme at de købte katten i sækken - de forlangte en vurdering fra et "uafhængigt" vurderingsfirma, og her havde bankerne det bedste forhold til bl.a. standard & Poors, der rutinemæssigt gav højeste kreditvurdering til alle papirer, som man lagde foran dem.

 Subprime Svindel

Både bankerne og Standard & Poors vidste udmærket, hvad de gjorde. Her et par citater.

I april 2007 fortalte en S&P analytiker en anden:” Vi vurderer enhver handel. Den kan være arrangeret af køer og vi vurderer den.”

I en brevveksling juli 2007 mellem en S&P analytiker og en investeringsbankmand skrev bankmanden:”Jeg mener, tag dig nu sammen. Vi betaler jer for at vurdere vores handler, og jo bedre vurderinger, jo flere penge tjener vi. Hvad er der galt med det? Hvordan kunne du forestille dig at du skulle være upartisk?”

Eksemplerne stammer herfra

Efterhånden som de dårlige købere måtte opgive at betale, begyndte tvangsauktionerne, og mange obligationsejere indså med rædsel, at de i stedet for et fedt forrentet papir var blevet ejere af tilfældige huse, som viste sig stadig sværere at sælge.

Der gik panik – boblen var bristet og huspriserne styrtdykkede. De store banker stod på randen af fallit og måtte gå tiggergang til staten, der beredvilligt tømte statskassen ned i deres glubende svælg. Det hævdes, at der blev udbetalt omkring 16 billioner inden ballet var forbi.

SCENARIO FOR DEN NÆSTE KRISE.

Det er som bekendt meget let at spå om fremtiden - vanskeligheden består i at få ret senere hen, og derfor kan man ikke vide hvordan tingene vil udvikle sig. Men vi ser i dag et mønster, der minder om tiden før 2008 - mainstream melder med begejstring (omend lidt behersket), at nu går det mod lysere tider, mens de, der forudsagde den forrige krise, med stor bestemthed forudsiger en ny.

Centralt i deres forklaring befinder sig nogle særlige økonomiske konstruktioner, som kaldes Derivater, hvoraf den mest udbredte er Credit Default Swap (CDS).  Det er en art forsikringskontrakt, som navnlig visse storbanker har specialiseret sig i. Kunden betaler en regelmæssig rate, og banken er på sin side forpligtet til at dække eventuelle tab som kunden måtte få.

CDS markedet er fuldstændig ureguleret, og selvom der er udstedt forsikringsgarantier for helt astronomiske beløb, er der ingen, der undersøger om den, der udsteder CDS, også har penge at betale med, hvis det skulle gå galt.

Her kan man have sine tvivl.

Disse 4 banker er førende med hensyn til CDS i USA – de lever livet farligt.

JPMorgan Chase.

Totale Aktiver: lidt over 1.8 billioner $

Totale CDS forpligtelser Lidt over 69 billioner $

Citibank

Totale Aktiver: lidt over 1.3 billioner $

Totale CDS forpligtelser: mere end 52 billioner $

Bank of America

Totale Aktiver: lidt mere end 1.4 billioner $

Totale CDS forpligtelser: mere end 44 billioner $

Goldman Sachs

Totale Aktiver: lidt mere end 114 milliarder $

Totale CDS forpligtelser: mere end 41 billioner $

Til sammenligning: Hele jordens årlige nationalprodukt er på ca. 70 billioner $.

Da CDS markedet som nævnt er ureguleret, er det ikke helt klart hvor meget,

det udgør på verdensplan, men Bank for International Settlement vurderer, at

det ligger omkring 1000 billioner.

Læs mere her        ... Og her        ...Og her

Så længe økonomien holder sig i ro, er disse swaps en gigantisk indtægtskilde for bankerne. Men går det galt, kan de trække tæppet væk under den stærkeste økonomi.

Credit default swaps er økonomiske masseødelæggelsesvåben       Warren Buffet.   Mangemilliardær Hvem ejer de enorme beløb der er forsikret af CDS? Man kan undre sig over, at nogen ønsker at forsikre værdier, der svarer til 10 - 15 gange hele jordens årlige nationalprodukt. Men det er heller ikke reelle værdier hele vejen. Selvom man betegner CDS som en forsikrings kontrakt, så er det en meget speciel slags. F. eks. behøver man ikke at eje de obligationer, som man forsikrer - hvis papirerne mister deres værdi, kan man få udbetalt forsikringssummen, selv om de befinder sig på helt andre hænder. Der behøver ikke engang at være reelle værdier indblandet i en swap. Man kan forsikre sig mod at kobberprisen stiger over et vist niveau, eller mod at vinteren bliver for kold. CDS kontrakter kan mest realistisk betragtes som væddemål, og som bekendt kan man vædde om lige så store beløb, det skal være, også selvom man ikke ejer en dollar. Og bankerne - ja de bliver på den måde til en slags bookmakere. Credit Default Swaps var i lange tider forbudt, fordi de blev anset for at være hasardspil, men i den store dereguleringsbølge i slutningen af nittenhundredtallet kom de til ære og værdighed.

UNDERSKUD

USA har kørt med underskud i mange år. Deres statsgæld ligger nu omkring 17 bilioner $, og de øger den årligt med 1 billion. Det bekymrer ikke amerikanerne noget videre, fordi dollaren er reservevaluta - d.v.s. den modtages som betalingsmiddel overalt i verden. Eller gjorde det i hvert fald indtil for nylig.

Når amerikanere skal købe varer i udlandet, behøver de blot at trykke nogle farvede papirlapper, så har de penge og kan købe forarbejdede varer hvor som helst. Mange af de dollars bliver i udlandet og indgår i den internationale handel, så de ikke udløser inflation i USA, og det er meget heldigt.

Den amerikanske rente er meget lav. Statsobligationer giver omkring  2%. Hvis en inflation skulle få renten til at stige, ville obligationerne falde i pris, og da en mængde af disse obligationer er sikret med CDS, kan bankerne risikere så store forsikringskrav, at de trues af konkurs.

For at støtte kurserne på aktier og obligationer henter staten hver måned 75 milliarder $ hos FED (Federal Reserve) og bruger dem til støtteopkøb. Alene de opkøb vil øge statens gæld med knap 1 billion om året.

Der er en stadig diskussion om støtteopkøbene. Hvis man fortsætter risikerer man at skabe inflation, men hvis man stopper, kan man udløse kursfald og bankkrak.

Nu er man omsider begyndt at nedtrappe disse opkøb - det bliver interessant at se virkningen.

Støtteopkøb

Omverdenen er begyndt at reagere.

Tidligere handlede selv kineserne med dollar i deres udlandshandel. Nu har de aftaler med en lang række lande om, at man kan bruge lokal valuta i stedet for. Også andre steder i verden er man begyndt at lægge afstand til dollar. Hvis der opstår afgørende mistillid til dollar, kan tingene hurtigt udvikle sig til panik, hvor alle vil af med deres dollars, og ingen vil modtage nye. 

China is quitting the US dollar
 Den døende dollar

Kineserne handler i Yuan

The new Normal

I mellemtiden virker det som om, man er begyndt at overveje, hvordan man skal tackle de næste bankkrak. Det står klart, at befolkningerne ikke vil finde sig i, at man tømmer statskassen en gang til. I stedet har man fået kig på kunderne.

Da Cyperns banker var i vanskeligheder, tog man for sig af indskydernes penge, og den metode bliver nøje drøftet og overvejet i en række europæiske stater. Den bliver kaldt "The new normal".

“With Cyprus . . . the game itself changed. By raiding the depositors’ accounts, a major central bank has gone where they would not previously have dared. The Rubicon has been crossed.”

Eric Sprott, Shree Kargutkar,

Læs mere  her

Altså: En bank i vanskeligheder skal have lov til at konfiskere indskydernes penge.

Cypern metoden

EU Planlægger Konfiskering

Alle bankens kreditorer har naturligvis et krav på penge, hvis en bank kommer i vanskeligheder, men ikke alle krav vejer lige tungt. Det er besluttet at CDS kravene skal opfyldes før alle andre, og kun hvis der bliver noget til overs, vil de øvrige kunder blive tilgodeset. Det kan blive katastrofalt. Dels for mennesker, der hele deres liv har sparet op til deres pension, og dels for bysamfund over hele USA, der ligger inde med store beløb af skatteydernes penge. Ingen af dem kan have pengene liggende i en papkasse, men er nødt til at anbringe dem i en af de store banker, og de kan en dag få at vide, at alle deres penge er konfiskeret og afleveret til folk med CDS krav.

CDS har Førsteret

Ordningen virker lettere desperat. Hvis der opstår den mindste mistanke om, at en bank er i vanskeligheder, kan man dårligt forestille sig andet end, at folk vil storme den for at sikre sig deres penge, og netop derved risikerer banken at gå fallit. Selv en grundløs mistanke vil på den måde kunne få en bank til at gå ned.

En gammel kinesisk forbandelse lyder:

Gid du må komme til at leve i interessante tider

Det kan vi nemt komme til.