Ordet
konspiration
kan kalde skrækken frem i enhver. For sit
indre blik ser man gustne kardinaler og
deres flasker med dødelig gift gemt i de
folderige gevandter – en ung adelsmand
spræller i sine sidste dødskramper og bliver
diskret båret væk af hætteklædte mænd, der
smider ham i voldgraven.
Men
i
virkelighedens verden er konspiration en
ting, der er lige så dagligdags som rugbrød
og mælk. Det har samme betydning som det
danske ord sammensværgelse, og det fortæller
blot, at nogle mennesker har stukket
hovederne sammen og aftalt en eller anden
forbrydelse. Det er noget, der foregår hver
time døgnet rundt, for bortset fra spontane
affekthandlinger begynder alle forbrydelser
med en planlægning d.v.s. en konspiration.
Når politiet nu
skal opklare sådan en forbrydelse, må de
nødvendigvis undersøge, hvem der har
planlagt den - altså har konspireret. I
sagens natur vil alle politiets teorier på
den måde være konspirationsteorier.
Men
når
man med et hånligt smil omtaler
"konspirationsteorier", så er det
naturligvis ikke politiets daglige arbejde,
man mener.
På
sær
vis er det lykkedes en eller anden snedig
spindoktor at give befolkningen det indtryk,
at såfremt der skulle opstå en ubehagelig
mistanke, så behøver man blot at udtale
ordet ”konspirationsteori”, så har man
endegyldigt bevist, at det drejer sig om:
”En åbenlyst forrykt teori, der bygger på
lige dele paranoia, vildtvoksende fantasi og
en sygelig trang til at gøre sig bemærket.”
Det
er
meget praktisk. Hvis der f.eks. i
befolkningen opstår rygter om at regeringen
eller andre fine mennesker skulle være
indblandet i noget uhæderligt eller ligefrem
kriminelt, så kan det være risikabelt at gå
ud i en argumentation - specielt hvis rygtet
taler sandt.
Men det behøver man heldigvis heller ikke.
Man kan blot stille sig op, se mildt
overbærende ud og sige: ”Det her er jo helt
klart en af de sædvanlige
konspirationsteorier, som naive mennesker er
så glade for.”
Så forstummer al diskussion, for der jo
ingen der har lyst til at fremstå som
renlivet tumpe.
Men
hvis
man skærer gennem al spindoktorvrøvlet, så
bliver der ikke andet tilbage af begrebet
"konspirationsteori", end en påstand om at
enhver, der tillader sig at rette en
mistanke mod sin egen regering eller andre
honoratiores, nødvendigvis må være bindegal.
Det er nok et synspunkt, som enhver diktator
vil tilslutte sig med jubel.
Det
er
værd at lægge mærke til, at mistanker mod
folk, der står længere nede på
samfundsstigen – det være sig gangstere
eller islamiske terrorister - så at sige
aldrig bliver benævnt konspirationsteorier.
Man
kunne
få den tanke, at ordet ”konspirationsteori”
først og fremmest skal tjene som en art
trylleformular, der skal skærme landets
elite mod kriminelle beskyldninger.
Ordet
"konspirationsteori" bør derfor udryddes
af sproget.
I stedet må man skelne mellem seriøse og
useriøse teorier. Man må se på om de bygger
på dokumenterede kendsgerninger og
videnskabelige metoder, eller om de hviler
på fordomme, løse rygter og
alt-det-man-da-kan-sige-sig-selv. Det kan
ikke nytte noget at opdele teorier efter
hvem, der fremsætter dem og hvem, der bliver
kritiseret.
Der
er
nemlig mange slags kritikere til, og man kan
ikke skære dem alle over en kam. Nogle er
virkelig åbenlyst skrupskøre, til gengæld er
der andre, der viser sig at have ret. Men
det ved man ikke, før man har undersøgt det.
Man
skal
gøre sig klart, at magthavere er mennesker,
der for alt i verden ønsker at udøve magt,
og en del af dem har en rimelig fleksibel
indstilling, når det kommer til moralske
spørgsmål.
Hvis
de
står overfor irriterende modstandere, som de
ikke kan komme til livs på anden måde, kan
det være fristende i hemmelighed at begå en
forbrydelse og bagefter give modstanderne
skylden for den. Det er det, man kalder en
false flag operation. Så har man en perfekt
undskyldning for at kaste sig over
modstanderne og knuse dem.
Der
er
en del eksempler på, at den slags
operationer virkelig har fundet sted.
